Vi havde hørt, at et besøg på Phnom Penhs losseplads i udkanten af byen skulle være en oplevelse. Det var ikke byens turistkontor, der havde tippet os, men der imod en NGO, der arbejder med udsatte børn og unge. Så vi drog afsted.

I et kuperet minibjerglandskab af mere eller mindre rådnende affald gik unge og gamle rundt med deres kroge og pirkede til dyngerne. Plasticemballage, metal, glas og den slags sorteres fra, så på den måde bidrager affaldsfolket til at en del af byens efterladenskaber genbruges.

Folk bor ovenpå dyngerne af lort. Det mest absurde er, at de betaler husleje for at få lov til det…ca. 10 $ om måneden! Ud over at det naturligvis er stærkt usundt at bo, leve og arbejde direkte i affaldet, så kommer børnene heller ikke i skole, fordi de skal arbejde med at sortere affaldet og tjene til familien. Flere NGOer har nu åbnet en lille skole specielt for lossepladsens unger i håbet om, at kan de sidde på skolebænken blot et par timer om dagen. Det er dog bedre end ingenting.

Vi havde medbragt en del af vores husgeråd, som vi ikke skal bruge mere. Blandt andet vores to drager, som manglede en pind hist og her. Der gik under fem minutter, så hang de 50 meter oppe i luften med jublende børn for enden af snorere.

Selvom vores gade er lille, er der meget liv. Det begynder at udfolde sig ved 6-tiden og ophører først sidst på aftenen. Det er en dejlig gade, der er lidt af hvert. Klik ind på siden “Street 312″ i menuen til højre og se lidt billeder fra vores del af Phnom Penh.

Klipning

Jeg er blevet klippet. Det er der ikke noget særligt i, for det bliver jeg med jævne mellemrum. Men i forgårs var jeg altså til frisøren. Det gik dog ret hurtigt op for mig, at ham, der var i fuld gang med hundeklipperen, ikke var rigtig frisør…det kunne jeg ligesom fornemme på den måde, han klippede på. Så jeg forhørte mig, naturligvis diplomatisk, om han da var frisør hele tiden.

“Nej da, kun i weekenderne. Til daglig er jeg protekolchef i Udenrigsministeriet. Men det kan jeg ikke leve af…får kun 60 $ i løn om måneden. Så jeg klipper folk en gang i mellem. Og så har jeg et bryllupsbureau…det gir bedre”.

Da jeg gik fik jeg hans visitkort fra Udenrigsministeriet og fra Makara Ammatak Wedding Decoration…men han havde ikke noget visitkort fra frisørgerningen.

Hvad har det cambodianske miljøsystem fået ud af ti års arbejde og små 50 millioner Danida-kroner øremærket et projekt, der skulle skabe grundlag for en fornuftig planlægning af udnyttelsen af Cambodias 426 kilometer kyst? Det spørgsmål drog jeg på opdagelsesfærd i snørklede mangroveskove og mindst lige så snørklede ministeriegange for at få svar på.

Ekstremt kort fortalt så var det overordnede mål med projektet Environmental Management in the Coastal Zone at skabe kompetence på alle niveauer til at sikre en fornuftig forvaltning af kystens mangrover, koralrev, fiskbestande og skove. Efter år med Røde Khmerer og borgerkrig vendte freden så småt tilbage, og folk begyndte at vandre ud mod kysten for at søge lykke og mad. Presset på ressourcerne voksede, og de begyndte at blive mere sparsomme. Men hverken lovgivning, kompetence eller organisationsstrukturer var på plads til at sikre en fornuftig forvaltning.

Enter Danida med sine udviklingskroner og konsulenter. Og nu, godt ti år efter projektstart, hvad er resultatet af anstrengelserne? Ovennævnte spørgsmål plejer sædvanligvis at blive besvaret af atter andre konsulenter, der udarbejder evalueringsrapporter og jeg skal bestemt ikke gå dem i bedene. I det enorme kompleks af aktiviteter, som har udgjort projektets grundstof, fandt jeg tre, som viser, at pengene ikke har været givet helt forgæves ud.

En rollemodel, et regnskabshæfte og en betonsti

Boeng Kacchang Primary School ligger ti minutters sejlads fra byen Koh Kong. Skolelederen og lærerne er forståeligt nok stolte, for sidste år udnævnte viceundervisningsministeren skolen som officiel rollemodel inden for natur- og miljøundervisning. Forinden havde lærerstaben været på kursus i natur- og miljøforvaltning, arrangeret af EMCZ-projektet. Da de kom hjem til landsbyen, fik inspektøren den glimrende idé at bygge en lille mangroveskov i skolegården. Nu ligger byen allerede på kanten af mangroven, men man hiver jo ikke lige 30-60 elever med ud i det grønne vildnis for at forklare dem om naturens store og små sammenhænge. Det gør de så nu i stedet i skolegården. Landsbyen ligger så lavt, at havvandets flod og ebbe naturligt stiger op og ned i den sænkning, som pseudomangroven ligger i. Som faglig opbakning har lærerstaben samlet, fået, købt og tigget en imponerende samling litteratur om Cambodias natur, der meget pittoresk hænger med klemmer på snore oppe under loftet i det udendørs undervisningslokale.

En god halv times sejlads fra modelmangroven og ude i den rigtige mangrove ligger landsbyen Koh Kapic. De fleste af indbyggerne her var og er fiskerfolk, og derfor mærkedes tilbagegangen i fiskeriet især her. For at reducere presset på fiskeressourcen, foreslog EMCZ-projektet, at nogle skulle slå sig på husdyrhold. De, der fandt ideen god, fik noget undervisning i høns, grise og ænder og fik derefter udleveret dyrene. Efterkommerne af disse er hen ad vejen blevet solgt, så en del familier nu ligefrem kan opspare kapital. Den bliver anbragt i en form for andelskasse, hvor andelshaverne så kan låne midler til at forsøge sig med nye ideer. Dette til en favorabel rente. Landsbyens overhoved og bestyrelse fører nøje regnskab med midlerne i en kassebog, så alle hele tiden ved, hvor meget hver enkelt har sat ind.

Og der er blevet flere fisk…

Endnu længere inde i mangroven, faktisk midt i det mest hellige af Ramsar-området Peam Krasaop Wildlife Sanctuarys mudrede vande, er landsbyen Peam Krasaop ved at opføre en 650 m betonsti gennem mangroven. Det er et økoturisme-initiativ, som skal give turisterne mulighed for tørskoet at opleve mangroven. Det var EMCZ-projektet, der fostrede ideen, som landsbyen selv har skaffet kapital til at realisere. Jeg var noget skeptisk, da de fortalte, at de havde ca. 1000 turister om måneden, der hver lægger en halv dollar. Men de par timer, jeg tilbragte på og ved siden af stien, talte jeg flere dusin lokale, der brugte stien som udflugtsmål. Og de betalte alle, og fik alle en billet. Det må være en win-win-win-win situation: Man skærer ikke mangroven væk, fordi man kan tjene penge på den, og pengene kan også bruges til fremtidige investeringer til landsbyens bedste og alle ved nu noget mere om, hvorfor mangroven er vigtig.

(Og til de læsere, som ikke ved det: Mangroven er vigtig, fordi den er “børnehave” og skjul for et hav af fiskeyngel og anden dyreyngel; den beskytter mod kysterosion; og så henter de lokale en del af deres traditionelle medicinplanter herude).

Vi kunne ikke få forlænget vores cambodianske visum mere, så vi måtte ud af landet for at kunne blive i landet. Det vil sige tjekke ud af Cambodia for at tjekke ind igen. Det nemmeste ville være en forlænget weekend til Saigon…eller Ho Chi Minh City, som byen jo egentlig hedder, men som ingen kalder den. Vi valgte den kombinerede bustur-sejltur-bustur model for at se lidt af Mekongdeltaet.

I byen Chau Doc opdagede vi, at den opulente revolutionsgrafik lever i bedste velgående. I Saigon kunne vi med en vis lettelse konstatere, at det ikke længere er tabu at betragte Den Amerikanske Krig (som folk herude østpå kalder Vietnamkrigen) og andre partikommunistiske lysende stjerner i et svagt, ironisk skær. I den privatkapitalistiske butik Saigon Kitsch kan man købe revolutionsslogans- og ikoner på drikkekrus, glas, t-shirts og mousepads. Varene skal vel at mærke helst købes i amerikanske dollars.

Adskillige cappuchinoer og brownies senere gik turen så tilbage til Cambodia…vi savnede vores dejlige by og hjem.

Man oplever en slående kontrast på rejsen fra Saigon til Phnom Penh. På den vietnamesiske side er der et folkemylder stort set alle steder, der er masser af aktivitet og kørsel og trafik. Folk har udtryksløse stonefaces, men er som sådan da søde nok. Det første lange træk på Cambodiasiden køres der på en stort set øde landevej. Kun få og fattige landsbyer bryder det brune pandekagelandskab med tørre rismarker og sukkerpalmer. Når man endelig møder mennesker, har de let til smil og er åbne.

Det var dejligt at komme hjem til køkkenudsigten.

Tillad mig lidt grov manipulation. Forestil dig, at du sidder og drikker kaffe i kolonihavehuset. Din kone hygger sig i urtehaven med at fjerne ukrudt. Hun hakker glad jernet ned i jorden, hvorefter en kraftig eksplosion får hus og have til at ryste, og det regner ned med jord, planter og kropsdele. Din kone har ramt en klyngebombe med sit jern.

Analogien er sat paa  spidsen, indrømmet. Men det er hverdag for titusinder af laoter. Ikke at de sidder og hygger sig i urtehaven, men at de arbejder i marken, i plantagen eller i landsbyen, hvor de bruger redskaber, der risikerer at ramme en bombe. Resultatet er af og til det samme som i analogien. En eksplosion og nye døde eller sårede.

Laos er det tættest bombede land i verdenshistorien. Og så har landet ikke engang været i krig…ikke officielt i hvert fald. Under Vietnamkrigen bombede amerikanerne Ho Chi Minh stien i syd, som fragtede nordvietnamesiske styrker gennem Laos og Cambodia ind i Sydvietnam. I nord støttede amerikanerne den daværende regering mod det kommunistiske Pathet Lao. Netop Pathet Lao havde deres hovedkvarter i denne del af Laos. I årene 1964-73 udførte amerikanerne mere end 500.000 bombetogter mod Laos (som jo ikke var i krig), hvor de smed to millioner tons bomber…det er flere bomber, end de smed på tyskerne og japanerne under hele 2. Verdenskrig. 80 % af bomberne var klyngebomber. En enkelt halvanden meter lang bombecontainer indeholder 700 klyngebomber. Folk, der ved noget om den slags siger, at ca. en trediedel af alle bomber ikke eksploderer ved nedslaget.

De ligger nu tilbage i markerne, landsbyerne, plantagerne og i junglen. De ligger og venter på, at en eller anden uheldig sjæl stikker sin hakke i den, et nysgerrigt barn samler den op eller en bonde spidder sit tøjr ned i den. Eller måske på, at en ammunitionsrydder fra Mines Advisory Group sprænger den væk.

Jeg mødte Willi i juli, da familien var på ferie her i Laos. Han var lige kommet hjem fra felten, hvor han havde været ude med sit laotiske team af bombefjernere. Nu stod de i MAGs showroom i byen Ponsavan. Vi faldt i snak, og han berettede om MAGs arbejde. Det endte med en invitation til at komme med på feltarbejde…hvis nu jeg skulle dukke op igen. Det gjorde jeg så i torsdags. Tilladelsen til at kigge dem over skuldrene kom dog først efter, at jeg havde sendt en formel ansøgning til deres hovedkvarter, hvor jeg bla. skulle opgive navn, blodtype, forsikringsselskab, nærmeste slægtninge 1 og nærmeste slægtninge 2 og underskrive en erklæring om, at det ville være på eget ansvar, at jeg besøgte deres operationsområder. Alt det blev clearet på under fire uger. Som Willi bemaerkede: “Du har vaeret heldig. Normalt tager det mellem otte og ti måneder. Vi får mange henvendelser hver uge fra folk, der gerne vil med os ud”.

Willi og hans team havde været pressevenlige. De havde gemt et af de større brag, til jeg ankom. I Nong Het ikke langt fra grænsen til Vietnam havde folk i en af de utallige små landsbyer langs vejen i længere tid lagt de klyngebomber, de fandt paa marken, ned i et hul. Et mirakel, at ingen havde mistet livet…men det ved man naturligvis heller ikke, om der er nogen, der har. Det er langtfra alle uheld, der rapporteres. I hullet lå ca. 30 klyngebomber, som Willi og hans folk nu skulle ha til at eksplodere. Sække med jord blev bygget op som en mur omkring hullet, 6 kg sprængstof lagt ovenpå bomberne og tændsats og ledning gjort klar. To folk med megafoner råbte til folk, at de skulle fjerne sig og tage deres husdyr med…så godt det nu kunne lade sig gøre.

Hektisk aktivitet. Alle blev evakueret en landsby længere hen. MAGs to landrovere kørte ud og spærrede vejen for trafik. Selv om vi befandt os næsten en kilometer fra sprængstedet, så blev alle beordret i dækning. Enkelte var ikke helt trygge ved situationen. Nedtælling…3-2-1-BOOM!!! Det høje smaeld fra eksplosionen rullede hen over vores dukkede hoveder, og en stor, gråsort sky tog form over bjergsiden. Lystig pludren fulgte, og folk fik lov at gå hjem igen. Vi tog ned for at kigge på hullet, der nu var blevet dobbelt så dybt. Siderne i hullet lignede en mosaik af metalsplinter. Willi og hans folk så tilfredse ud…det gik, som de havde forventet. 

Særlige vilkaar
Videre gik det. Køreturen op af bjergene bragte os ikke alene tættere på næste stop, men også op i temperaturer nær frysepunktet og en tåge så tyk, som den ikke fåes i Danmark. I endnu en forarmet, forfrossen landsby, der af uransagelige årsager er dækket af tåge det meste af tørtiden, var vinterklædte, frysende MAG-folk ved at rydde et par hektar mark, der skal bruges til at skaffe mad til landsbyen. Dette er et led i den laotiske regerings ammunitionsrydningsstrategi. Mad til landsbyerne og ny infrastruktur har førsteprioritet. Opvisningen var nu hurtigt overstået…det var svært at se noget, der var meget længere væk end enden på metaldetektoren.

På vej tilbage mod Ponsavan stoppede vi i en landsby. I mellem husene var to nyligt tildækkede og et stadig åbent hul. Her havde MAG kort tid forinden sprængt tre klyngebomber. Beboerne havde fundet bomberne, da de var i gang med at bygge husene ud.

Det må ikke være rart at være bonde i Laos. Bonden og hans familie kan kun lige dyrke lidt mad til sig selv til dagen og vejen. Og når de gør det, går de og tænker på, om ploven eller hakken mon rammer noget hårdt idag.

I would like to thank the fantastic staff at MAG Lao for the generous assistance, they provided me with during my visit to Xieng Khouang. Particularly, my thanks go to Willi, Tom Morgan, Soth, Khouanehay and definitely to Lae…the best guide and field-companion anyone could ask for.

“Hvad foretog du dig d. 14. maj 1978″? Efter at følelsesregistret kom nogenlunde tilbage fra ekstremt, var dette spørgsmål umiddelbart det, der trængte sig på første gang, jeg stod foran billedet med moren og hendes baby. Fotografiet er taget af en af bødlerne i Toul Sleng, der er De Røde Khmeres mest omtalte torturfængsel. Udtrykket i kvindens øjne er til at græde over. Det fortæller alt…håbløshed; ingen illusioner. Hun og barnet var næppe to af de syv, der overlevede opholdet i S-21, som fængslet blev kaldt af De Røde Khmerer. Mere end 14.000 børn, gamle, kvinder, mænd, babyer, bebrillede, bønder, lærere, offentligt ansatte, mekanikere, intellektuelle, folk fra egne rækker samt nogle få udlændinge blev slagtet her eller fragtet ud til massegravene i Chhouk Ek…the Killing Fields ved rismarkerne uden for Phnom Penh.

Fotografiet af kvinden og barnet er uden tvivl det billede af alle billeder, der har brændt sig mest fast i min bevidsthed. Taget af en bøddel.

Til trods for dagens oplevelser foretrækker jeg stadig barbecuechips frem for grillede edderkopper…anytime. Der er naturligvis mere spænding og underholdningsværdi i at gå på jagt efter giftige tarantæller i en tæt underskov fremfor at kradse en gang Kims ned fra en hylde i en hektisk Netto på Blegdamsvej. Men chipsene er dog knap så frastødende som en sort edderkoppeunderkrop.

Et par timers bustur nord for Phnom Penh ligger Edderkopperup…eller Skuon, som byen hedder på khmer. Jeg havde hyret min gamle bekendte fra IUCN Cambodia Mao Kosal som oversætter og mellemmand. En god idé fordi det tog lidt snakken frem og tilbage med et par af gadesælgerne på hovedstrøget, førend de og vi blev enige om at køre uden for byen for at se, om vi kunne fange lidt taranteller til frokosten. Skulle jeg endelig efter syv års luren på de sorte, blanke og grillede kræ forsøge at sætte en til livs, skulle det i det mindste være én, der var frisk tilberedt. Ikke en fra de sorte stakke på aluminiumsbakkerne, der måske har ligget i dagevis i varmen.

Skuon er det eneste sted i Cambodia, hvor der fanges taranteller. Eller rettere var. En stor virksomhed købte for nogle år siden jorden, hvor de mange knolde med edderkopperne ligger. I dag er der en nøddeplantage, men de mange edderkoppespind i krattet er tydelige tegn på, at der stadig er et kriblende liv i underskoven. De fleste kræ kommer nu fra et andet område, men fragtes til Skuon, hvor de grilles, inden de sælges enten i byen eller foran kongepaladset i Phnom Penh.

En god jæger kan fange over 100 edderkopper på en dag. Jægeren pirker med en lang pind ind i hullet, tarantellen griber fat i pinden, holder fast, trækkes ud og puttes i en pose. Vupti…hvor svært kan det være?! Desværre havde vi ikke heldet med os, så vi måtte i stedet kigge i frugtsælgerens pose. Hun solgte nemlig mere end sydfrugter.

Posen gemte et par snese gråsorte, behårede og nysgerrige ottebenede skabninger. Damen trak en gren op fra posen, hvor dyrene hang som tunge klaser…vel at mærke vandrende klaser. De har nogle velvoksne gifttænder, som nok kan afføde en vis respekt.

Jeg spurgte, om de ville bide, hvis de blev sat på min arm. “Yes”, sagde Kosal, men da havde den rare dame allerede anbragt en velvoksen sag på mit fremstragte håndled. Den var nu ret fredelig. Undersøgte mit ur, min håndflade, mine knoer og hvad der ellers lige var ved benene. Måske den havde været knap så gemytlig, hvis den havde vist, at den en time senere ville ligge i min mave.

Opskrift: Grillede taranteller med hvidløg
Vi købte et par håndfulde edderkopper og fik dem lagt ned i plasticposer, hvor efter vi satte kursen mod den mindst værste restaurant i byen. Ingen problemer for kokken med at tilberede vores medbragte råvarer efter følgende opskrift:

Man tager en håndfuld taranteller, kommer dem i et fad og fjerner snavs og dårlige lemmer. Derefter skylles de efter i vand. Vandet hældes fra, og der drysses et par teskefulde salt over edderkopperne. Der tændes godt op under wok’en og rigelige mængder hvidløg svitses brune i olie tilsat BBQ-sovs. Tarantellerne hældes ned i den kogende olie og bobler i fire-fem minutter. Smag eventuelt på et ben for at se, om de har stegt tilstrækkeligt længe. Når kræene er svundet ind til cirka halv størrelse, tages de op, olien sies fra og den sorte snack hældes ud på et fad og er klar til servering.

Da denne lille appetitvækker også var ny for Kosal, bad han servitricen om at vise os, hvordan man spiser en stegt tarantel. Hun gloede på os, stak halvdelen af et dyr ind i munden, tyggede og proppede de sidste fire ben plus forkrop ind i gabet. Aha…

Jeg sad og betragtede det virvar af sorte ben, der lå foran på fadet. Måske gemte der sig her et kulinarisk klimaks…? Fat i et dyr, hive et af benene af og suge det lyse kød ud. Det var svært at sige noget om smagen, for der er godt nok ikke meget kød i et tarantelben. På den igen! Fat i bagkroppen på den sorte sag, vride rundt og ind med dyret til smagsløgene og bevæge tænderne op og ned og op og ned.

Man kan ikke sige, at stegt kæmpeedderkop smager dårligt. Det smager hverken eller…måske er det lidt sejt at gumle på edderkoppens tykke skelet af kitin, der som hos insekterne findes udenpå indvoldene. Nej, her er det tanken, der tæller. At sidde og glo ned på et fad med en gang sort, olieblank edderkoppekluddermor samtidig med, at man for mindre end en time siden stod og stirrede dem lige ind i deres øjne, mens de kriblede rundt – det er noget af det mest frastødende, jeg har oplevet i mit liv.

Velbekomme…

Et band skrattede både traditionelle khmerrytmer og mere skingre pophits ud gennem de store højtalere under den aflange cirkusbaldakin. Rundt om ved bordene sad et par hundrede svedige mænd og stærkt malede kvinder. Spisepindene flaksede frem og tilbage som var det strikkepinde. Der var nok at nippe fat i på de runde borde…først forskellige appetitvækkere, siden kylling, suppe, nudelsalat (“oh no, not shrimps again”) og fisk. Jeg gloede med en blanding af udelt beundring og stor væmmelse, da min sidemand med et fikst lille snuptag fik lirket det kogte, gustne fiskeøje ud af øjenhulen, op på pinden og ind i munden. Han kunne da godt ha spurgt, om der var en af os andre, der ville nyde denne delikatesse! Herlighederne blev skyllet ned med sodavand, øl og hele flasker Johnny Walker whisky…ufatteligt at man kan drikke whisky, som vi andre drikker vin.

Når man synes, man er mæt, vakler man hjemad. Bordet bliver lynhurtigt rengjort (sådan da) og gøres klar til de næste gæster med nye spisepinde, skål og tallerken. Affaldet smides rundhåndet på jorden.

Et khmer bryllup tar den tid, et khmer bryllup tar…det vil sige et sted mellem halvanden og tre dage. Ceremonierne afsluttes med en kæmpe middag, hvor der afhængig af blandt andet indkomsteforhold inviteres mellem 200 og 1000 gæster. Det er venner, naboer, kolleger med familie og egne familiemedlemmer. Ikke nogen billig affære… Derfor er der også et deltagergebyr på ca. 5 $ pr person, størrelsen afhænger dog af gæstens egen økonomiske formåen. Det bryllup, vi gæstede, kostede den latterligt billige sum af 3.000 $. Til gengæld skal man så ikke give gave. Deltagergegebyret går til at betale festen og et eventuelt overskud går til brudeparret…men det er sjældent.

Bruden skifter tøj  mellem seks og otte gange under festen. Gommen kan nøjes med tre gange. Ligesom resten af udstyret er alt tøjet lejet. Sidste gang skridter bruden bly og genert ned gennem folkemængden i en hvid princessedrøm, hvilket også er et vink om, at nu skal bryllupskagen skæres for og ritualerne med mor, far, svigermor og svigerfar snart tage sin begyndelse. Og så er man pludselig to…

Se flere bryllupsbilleder på siden “Galleri: Khmer bryllup”.

Som passiv tilskuer (for Eva og jeg var kun med denne ene gang for lige at hjælpe ungerne i gang) var det en ganske spændende halvanden time. Deltagerne skulle præsentere sig og fortælle lidt om dem selv. Hvor de kommer fra, hvad der interesser dem, og hvorfor de gerne vil lære engelsk.

Konklusionen blev, at khmerer i deres fritid er som unge og yngre danskere. De bruger fritiden på at læse, se tv og være sammen med vennerne. En enkelt kunne lide at løbe rundt i huset…men hun havde vist svært ved at udtrykke sig rigtigt. Med en enkelt undtagelse ville de alle forsøge at få sig et bedre job, helst i en bank. Undtagelsen var lige blevet amerikansk gift og flytter snart til Texas. Som khmer skal man virkelig ville det at gå på kursus. Kurset varer to måneder og koster 60 $…det er en månedsløn for en del og ønsketænkning for mange.

Ungerne? Nå ja, de åndede lettede op…det var ikke så piiiinligt, svært, ydmygende, latterligt og totalt åndssvagt som de havde forventet.