Snapshot: Revolutionsromantik og kitsch
Vi kunne ikke få forlænget vores cambodianske visum mere, så vi måtte ud af landet for at kunne blive i landet. Det vil sige tjekke ud af Cambodia for at tjekke ind igen. Det nemmeste ville være en forlænget weekend til Saigon…eller Ho Chi Minh City, som byen jo egentlig hedder, men som ingen kalder den. Vi valgte den kombinerede bustur-sejltur-bustur model for at se lidt af Mekongdeltaet.
I byen Chau Doc opdagede vi, at den opulente revolutionsgrafik lever i bedste velgående. I Saigon kunne vi med en vis lettelse konstatere, at det ikke længere er tabu at betragte Den Amerikanske Krig (som folk herude østpå kalder Vietnamkrigen) og andre partikommunistiske lysende stjerner i et svagt, ironisk skær. I den privatkapitalistiske butik Saigon Kitsch kan man købe revolutionsslogans- og ikoner på drikkekrus, glas, t-shirts og mousepads. Varene skal vel at mærke helst købes i amerikanske dollars.
Adskillige cappuchinoer og brownies senere gik turen så tilbage til Cambodia…vi savnede vores dejlige by og hjem.
Man oplever en slående kontrast på rejsen fra Saigon til Phnom Penh. På den vietnamesiske side er der et folkemylder stort set alle steder, der er masser af aktivitet og kørsel og trafik. Folk har udtryksløse stonefaces, men er som sådan da søde nok. Det første lange træk på Cambodiasiden køres der på en stort set øde landevej. Kun få og fattige landsbyer bryder det brune pandekagelandskab med tørre rismarker og sukkerpalmer. Når man endelig møder mennesker, har de let til smil og er åbne.
Det var dejligt at komme hjem til køkkenudsigten.
Læg en kommentar