Øjebliksbillede: Dødelig høst
Tillad mig lidt grov manipulation. Forestil dig, at du sidder og drikker kaffe i kolonihavehuset. Din kone hygger sig i urtehaven med at fjerne ukrudt. Hun hakker glad jernet ned i jorden, hvorefter en kraftig eksplosion får hus og have til at ryste, og det regner ned med jord, planter og kropsdele. Din kone har ramt en klyngebombe med sit jern.
Analogien er sat paa spidsen, indrømmet. Men det er hverdag for titusinder af laoter. Ikke at de sidder og hygger sig i urtehaven, men at de arbejder i marken, i plantagen eller i landsbyen, hvor de bruger redskaber, der risikerer at ramme en bombe. Resultatet er af og til det samme som i analogien. En eksplosion og nye døde eller sårede.
Laos er det tættest bombede land i verdenshistorien. Og så har landet ikke engang været i krig…ikke officielt i hvert fald. Under Vietnamkrigen bombede amerikanerne Ho Chi Minh stien i syd, som fragtede nordvietnamesiske styrker gennem Laos og Cambodia ind i Sydvietnam. I nord støttede amerikanerne den daværende regering mod det kommunistiske Pathet Lao. Netop Pathet Lao havde deres hovedkvarter i denne del af Laos. I årene 1964-73 udførte amerikanerne mere end 500.000 bombetogter mod Laos (som jo ikke var i krig), hvor de smed to millioner tons bomber…det er flere bomber, end de smed på tyskerne og japanerne under hele 2. Verdenskrig. 80 % af bomberne var klyngebomber. En enkelt halvanden meter lang bombecontainer indeholder 700 klyngebomber. Folk, der ved noget om den slags siger, at ca. en trediedel af alle bomber ikke eksploderer ved nedslaget.
De ligger nu tilbage i markerne, landsbyerne, plantagerne og i junglen. De ligger og venter på, at en eller anden uheldig sjæl stikker sin hakke i den, et nysgerrigt barn samler den op eller en bonde spidder sit tøjr ned i den. Eller måske på, at en ammunitionsrydder fra Mines Advisory Group sprænger den væk.
Jeg mødte Willi i juli, da familien var på ferie her i Laos. Han var lige kommet hjem fra felten, hvor han havde været ude med sit laotiske team af bombefjernere. Nu stod de i MAGs showroom i byen Ponsavan. Vi faldt i snak, og han berettede om MAGs arbejde. Det endte med en invitation til at komme med på feltarbejde…hvis nu jeg skulle dukke op igen. Det gjorde jeg så i torsdags. Tilladelsen til at kigge dem over skuldrene kom dog først efter, at jeg havde sendt en formel ansøgning til deres hovedkvarter, hvor jeg bla. skulle opgive navn, blodtype, forsikringsselskab, nærmeste slægtninge 1 og nærmeste slægtninge 2 og underskrive en erklæring om, at det ville være på eget ansvar, at jeg besøgte deres operationsområder. Alt det blev clearet på under fire uger. Som Willi bemaerkede: “Du har vaeret heldig. Normalt tager det mellem otte og ti måneder. Vi får mange henvendelser hver uge fra folk, der gerne vil med os ud”.
Willi og hans team havde været pressevenlige. De havde gemt et af de større brag, til jeg ankom. I Nong Het ikke langt fra grænsen til Vietnam havde folk i en af de utallige små landsbyer langs vejen i længere tid lagt de klyngebomber, de fandt paa marken, ned i et hul. Et mirakel, at ingen havde mistet livet…men det ved man naturligvis heller ikke, om der er nogen, der har. Det er langtfra alle uheld, der rapporteres. I hullet lå ca. 30 klyngebomber, som Willi og hans folk nu skulle ha til at eksplodere. Sække med jord blev bygget op som en mur omkring hullet, 6 kg sprængstof lagt ovenpå bomberne og tændsats og ledning gjort klar. To folk med megafoner råbte til folk, at de skulle fjerne sig og tage deres husdyr med…så godt det nu kunne lade sig gøre.
Hektisk aktivitet. Alle blev evakueret en landsby længere hen. MAGs to landrovere kørte ud og spærrede vejen for trafik. Selv om vi befandt os næsten en kilometer fra sprængstedet, så blev alle beordret i dækning. Enkelte var ikke helt trygge ved situationen. Nedtælling…3-2-1-BOOM!!! Det høje smaeld fra eksplosionen rullede hen over vores dukkede hoveder, og en stor, gråsort sky tog form over bjergsiden. Lystig pludren fulgte, og folk fik lov at gå hjem igen. Vi tog ned for at kigge på hullet, der nu var blevet dobbelt så dybt. Siderne i hullet lignede en mosaik af metalsplinter. Willi og hans folk så tilfredse ud…det gik, som de havde forventet.
Særlige vilkaar
Videre gik det. Køreturen op af bjergene bragte os ikke alene tættere på næste stop, men også op i temperaturer nær frysepunktet og en tåge så tyk, som den ikke fåes i Danmark. I endnu en forarmet, forfrossen landsby, der af uransagelige årsager er dækket af tåge det meste af tørtiden, var vinterklædte, frysende MAG-folk ved at rydde et par hektar mark, der skal bruges til at skaffe mad til landsbyen. Dette er et led i den laotiske regerings ammunitionsrydningsstrategi. Mad til landsbyerne og ny infrastruktur har førsteprioritet. Opvisningen var nu hurtigt overstået…det var svært at se noget, der var meget længere væk end enden på metaldetektoren.
På vej tilbage mod Ponsavan stoppede vi i en landsby. I mellem husene var to nyligt tildækkede og et stadig åbent hul. Her havde MAG kort tid forinden sprængt tre klyngebomber. Beboerne havde fundet bomberne, da de var i gang med at bygge husene ud.
Det må ikke være rart at være bonde i Laos. Bonden og hans familie kan kun lige dyrke lidt mad til sig selv til dagen og vejen. Og når de gør det, går de og tænker på, om ploven eller hakken mon rammer noget hårdt idag.
I would like to thank the fantastic staff at MAG Lao for the generous assistance, they provided me with during my visit to Xieng Khouang. Particularly, my thanks go to Willi, Tom Morgan, Soth, Khouanehay and definitely to Lae…the best guide and field-companion anyone could ask for.
Læg en kommentar